Sharing economy - or public service 2.0

There's a Very interesting article in Fast Company about how the majority of services in the sharing economy are failing to attract use.

It confirms many of the findings from my own work.

http://www.fastcompany.com/3050775/the-sharing-economy-is-dead-and-we-killed-it

In the research for the We-economy project, I have not come across any sharing services of the sharing-among-neighbors kind, that are actually making money. Even Street club, the British service operated by Kingfisher DIY stores, has folded its activities into a grassroots organization called Street Bank, supported by grants. I talked to both Kingfisher and to the manager of Street Bank, and they are quite clear, that this sort of activity cannot survive on purely commercial terms.

Clearly, true sharing services can have value beyond money. They can strengthen social cohesion and have environmental benefits – but they cannot generate money in significant quantities. In a sense, that’s actually the point: That they remove revenue and offer savings for participants.

The many different outfits that are currently operating under the ”sharing economy” label really belong to very different categories. There are commercial, micro-rental services like Uber and airbnb – and there are actual sharing services, which by nature are rather non-profit, but may be valuable in other ways.

I believe that this last, non-commercial category of sharing platforms might be considered a new type of public service – like state-owned media or libraries.

Historically, public services have been functions in society for which it was clearly in the general interest of society that everyone had access – but which would not be established if left to the market forces.

The rewards of creating these services might be too long-term, or the rewards might be in-direct, cultural, and hard to monetize. Radio and Television channels, libraries, postal service or the telephone network are examples of large-scale services, which were operated by the public sector. Being public services, they upgraded everyone to the next level of societal participation and thereby supported further development and a higher general standard of living.

I have recently worked in a Danish ministerial think tank on smart cities, and one of my conclusions from those discussions are, that as we move towards smart cities, we will need a basic platform for coordinating everyday activities that is non-commercial – otherwise some very fundamental aspects of what is available and acceptable will be controlled by Google, Facebook etc.

The commercial giants do a great job, but I believe that there is a need for some additional levels of service provided on a non-commercial basis if we want to ensure that everyone has decent access and reasonably equal opportunity to participate and benefit.

Examples of this could be the type of concepts found in the sharing economy:  Services to share tools, meals, houses, cars, gardens and parking spaces. Digital platforms that connect people with skills and a wish to help users that need assistance with small tasks. Electronic bulletin boards, which allow the inhabitants in a local community to announce or discover social and cultural activities.

Such services can connect community members and build up social capital and coherence – and they should be part of the smart cities of the future. But they are not commercially viable.

All of this leads to the conclusion that it is entirely reasonable to explore if the next type of public service suitable for tomorrow’s smart cities should be a ”citizens network”, established and funded by the government.

Talking about such networks in terms of public service allows us to be less apologetic for the fact that you can’t wring enough money out of them to make them work as business – and it allows us to think much more ambitiously about the functionality of the networks.

A citizens’ network featuring these types of services could create better communication among citizens, it could make it much more transparent what takes place in the local community, it could create new ways of participating in local democracy, it could be the ”help desk” for the information society… And the more functions the network would integrate (including private services and local media), the better chances are that it could indeed reach critical mass of use and users to become the preferred app for interacting with all things local.

This could be the next version of a true sharing economy.

Hvordan vil være fremtidens produkt være?

Hvordan vil fremtidens produkt være forskelligt fra nutidens produkter?

Helt overordnet vil stort set alle produkter være halvt virtuelle, halvt fysiske. De vil være forbundet til nettet, de vil kunne programmeres og konfigureres. Og de økonomiske spilleregler for virksomhederne, der leverer dem, vil være markant anderledes.

Artiklen kan også læses i bladet Erhvervsfilosofi

Gennem historien er vores produkter og apparater blevet stadig mere komplekse, både i deres funktion og i måden, de produceres på. Forsyningskæden bliver mere vidstrakt og det antal mennesker og kompetencer, der er involveret i produktionen stiger – og det samme gør mængden af de omkringliggende og understøttende faktorer, der skal være på plads for at produktet overhovedet kan fungere.

Det er svært at se, at den tendens til større kompleksitet og mere forbundethed ikke skulle fortsætte fremadrettet.

Stor understøttende infrastruktur

En gammeldags blyant kræver ikke meget i form af understøttende infrastruktur. Et viskelæder og en blyantspidser er nyttige tilføjelser, men det meste af tiden fungerer blyanten fint på egen hånd. Den er enkel og robust, men som et redskab til at kommunikere, er blyantens egenskaber unægtelig noget begrænsede.

Det moderne sidestykke er den elektronisk tablet - et ganske anderledes stykke grej. Tabletten kan bestemt ikke klare sig alene. Den fungerer ikke rigtigt uden elektricitet, software og en internetforbindelse. Til gengæld kan man ikke alene skrive ord med den. Man kan tage billeder eller optage og redigere video, og sende det øjeblikkeligt til en anden - eller til alle.

Mere kompleks forsyningskæde

Selv en simpel blyant kræver en kompleks forsyningskæde at producere. Man skal bruge træ, grafit, maling, lim osv. - men det er intet i forhold til det antal af leverandører og faktorer, der er involveret i at skabe en tablets funktionalitet.

Prøv blot at tænke igennem, hvor mange virksomheder, der føder ind i processen - og som derfor skal koordineres, og som alle skal overholde de samme standarder og vilkår for at kunne samarbejde... Det netværk omfatter let tusindvis af virksomheder og millioner af mennesker. Der skal være display og chips, strøm, internet opkobling, diverse software, GPS signal – og dertil et helt Internet af indhold og apps. Alt det samles i en enkel og overskuelig dims, som vi kan stikke i lommen.

Den fremtidige værdiproduktion af værdi vil foregå i stadig mere komplekse netværk, som koordinerer et stort antal deltagere i processen. De tættere samspil er en forudsætning for at kunne skabe det næste niveau af anvendelighed og værdi for brugerne. Ingen kan producere den slags alene.

Software gør hardware fleksibel og programmerbar

Der er en vis variation i vores fysiske produkter. Du kan købe røde, gule, grønne, og hårde eller bløde blyanter – ligesom der er et vist udvalg af forskellige tablets. Men en tablet er væsensforskellig fra en blyant, fordi den kan konfigureres og fungere på helt forskellige måder, afhængigt af, hvilken software, der er installeret på den.

En tablets værdi for den enkelte opstår i kombinationen af hardware og software. Selve det fysiske objekt kan være helt standardiseret. Vi bruger alle mere eller mindre den samme telefon eller tablet - men min tablet vil sandsynligvis være indrettet meget anderledes end din.

Det er en fordel at have ensartede objekter og apparater, der kan masseproduceres med lave omkostninger, men som kan afvikle en mangfoldighed af vidt forskellige programmer. Men det er svært at tjene særlig godt på den rent fysiske produktion af dimser, der kan næsten det som dem, alle andre fremstiller. I stedet vil indtjeningen skifte i retning af software og tjenester, der afvikles med de fysiske dimser som platform.

På nettet

Det er ikke ligefrem en nyhed, at man kan indlejre computerkraft i genstande. Gennem de seneste årtier har vi set chips indbygget i alt fra tandbørster til dørhåndtag.

Det næste skridt i den retning, vil endnu en gang ændre spillet markant; når alle de små chips forbindes i the Internet of Things. I princippet vil alle produkter og dimser være forbundet med hinanden, og de kan koordinere, udveksle data, justere, og tage ved lære. En stigende del af den nytte, som fremtidens produkt tilbyder, vil opstå fordi dimsen er på nettet. Det er her, væksten i værdi vil ske.

Smarte, kontekstualiserede løsninger

Fremtidens produkt er ikke en stand-alone enhed. Hvad enten det er en flymotor eller en røremaskine vil den blive brugt i kombination med mange andre enheder til at skabe løsninger, der passer så præcist som muligt til brugernes behov i en bestemt kontekst. Den afgørende enhed i økonomien er ikke det enkelte produkt, men den samlede løsning eller process, som løbende løser kundens behov. Man kan illustrere det som forskellen på at sælge en termostat og sælge komfort i hjemmet. Det kan koordineres ved hjælp af de enorme og detaljerede datastrømme, som vores sansende og kommunikerende objekter vil generere. Ideelt set vil det føre til "intelligente" systemer, hvor mange forskellige slags enheder samarbejder om at levere optimerede løsninger med lave omkostninger.

Igen understreger det den grundlæggende betingelse fremover; at værdiskabelsen vil ske i tættere og mere omfattende samarbejder.

Både virtuelt og fysisk

Det vil efterhånden være meningsløst at skelne mellem den fysiske og virtuelle side af en genstands funktionalitet.

En langt større del af det, et produkt kan gøre for brugeren, vil ikke stamme fra den fysiske del af produktet. Produktets nytte og værdi vil i stigende grad afhænge af de services, processer og data, som tilføjes som en virtuel overbygning på den fysiske genstand.

Nok så vigtigt, så kan det meget vel være andre end producenten af ​​den fysiske enhed selv, der skaber de tjenester. Apps og programmer, instruktionsvideoer, et bruger forum eller support-funktioner – de kan ligeså vel leveres af tredjeparter eller brugerne selv.

Vores dimser vil ikke være anonyme. Hver genstand vil have sin egen ID, en adresse, en stadig mere detaljeret profil, og en Internet tilstedeværelse, som andre kan engagere sig med. De materialer de er sammensat af, og deres forbrug og ydelse vil blive tracket igennem hele deres livscyklus. Man kan sige, at alle genstande vil have en virtuel dobbeltgænger, i form af alle data, der knyttet til den. Og ja, det gælder også tandbørster og dørhåndtag ... det gælder alle ting, dybest set.

Forekomster, sammensat til lejligheden

Måden, fremtidens genstande vil blive fremstillet på, kan også være meget forskellig fra dagens produktionsform. De fleste ting vil stadig blive masseproduceret, og sandsynligvis vil de mest populære produkter endda være mere ensartede over hele kloden. Men samtidig vil et voksende antal produkter, eller dele af produkter, blive lavet specielt til den enkelte bruger.

Fleksible robotter og 3D-printere vil gøre det stadigt billigere at fremstille skræddersyede produkter. Den type produkter vil i høj grad være virtuelle – dybest set er de en database af instruktioner og designs, som kan ændres eller blandes med dele fra andre virksomheder. De vil kun blive fremstillet fysisk, når en bestemt bruger har konfigureret en version og trykt på ”køb” knappen.

Ligesom det enkelte produkts værdi vil opstå, når det koordineres med en lang række andre enheder og tjenester til en løsning, der er tilpasset en specifik brugers situation her og nu, så kan fysiske produkter også blive løsninger, der er samlet af bidrag fra mange forskellige parter for at passe til en bestemt sammenhæng. Præcist den samme genstand bliver måske aldrig lavet igen. Man kunne kalde den en forekomst – eller på engelsk: An instance.

Fra færdige produkter til værktøjer til samarbejde

En mere sammenkoblet form for værdiskabelse vil kræve en anden tilgang til design og udvikling. 3D-printede produkter egner sig naturligt til at skabe i samarbejde og med deltagelse fra mange bidragsydere, inklusive slutbrugerne. For virksomheder kunne det

Indebære, at de kan sælge tegninger og designs til deres komponenter, som andre så selv printer ud. Eller man kan sælge adgang til systemer, der tillader brugere selv at konfigurere individuelle forekomster af et objekt.

Det kræver, at virksomheden ændrer sin forståelse af, hvordan den leverer værdi. I stedet for at designe og levere færdige genstande, skal en virksomhed skabe værktøjer og processer, der inviterer brugere og andre virksomheder til at deltage i at sammensætte løsninger.

Ingen omkostninger til fremstilling eller distribution

En konsekvens kan blive, at nogle virksomheder helt dropper selv at fremstille deres produkter. Når instruktioner og designs kan overføres via nettet og udskrives på en 3D printer, kan en virksomhed distribuere globalt næsten uden omkostninger.

I stedet for at være knyttet til en enkelt virksomhed kan fabrikker få rollen som lokale, generelle fremstillingscentraler. I stedet for kun at producere for en enkelt virksomheder, kan de udskrive og samle alle mulige forskellige genstande, som deres kunder uploader til produktion.

Gamle kategorier og roller blandes grundigt. Det bliver svært at skelne det ene selskab fra det andet; virksomhederne går sammen om skabe en løsning -  hvorefter de omgrupperer og samarbejder med andre om at generere den næste forekomst. Man taler om, at det er en ”Hollywood økonomi”, fordi film produceres ved sammensætte et nyt hold af skuespillere, fotografer, instruktør, distributør osv til hver film.

Adgang snarere end ejerskab

Måden vi bruger produkter på, vil også ændres. Hvis det næste, højere niveau af værdi for brugerne afhænger af, hvor godt en række produkter kan koordineres til at tjene brugeren i en bestemt situation, så bliver fleksibilitet afgørende.

Det bliver mindre attraktivt at eje et produkt permanent, og vigtigere at have adgang til at kombinere masser af forskellige produkter der kan matche skiftende behov og omstændigheder. Allerede nu sælges produkter som tæpper, biler, lejligheder og special-værktøj som services, som brugere kan abonnere på eller leje.

Digitale platforme, som vi ser dem i dele-økonomien, vil kunne koordinere udvekslingen af ressource, så det bliver lettere at få midlertidig adgang til et produkt. Det vil naturligvis kræve nye forretningsmodeller – på mange måder svarende til hvordan, musik- og mediebranchen er blevet tvunget til forandring.

This changes everything…

Alle disse ændringer vil påvirke stort set ethvert produkt. Uanset om det er biler, hospitalssenge, tennisketsjere, lamper, ventiler eller kontorstole, vil den fremtidige udgave af dem være anderledes på mange af de samme måder, som en tablet er forskellig fra en blyant.

De vil blive forbundne til internettet og i netværker, de vil blive koordineret og re-konfigureret til specifikke kontekster. De vil være både virtuelle og fysiske, og deres største værdi vil ikke være, det, de kan gøre på egen hånd, men hvor godt de kan integreres i større, sammenhængende løsninger.

Og de virksomheder, der vil trives med at levere dem, vil have organiseret deres værdiskabelse ganske anderledes end i dag.

Et eksempel: Hvordan biler bliver noget ganske andet

Paradox: Stuff will be cheap – but it’s hard to make money creating it

As Jeremy Rifkin points out, for many goods we’re heading to a zero marginal cost economy, where every extra unit costs next to nothing to deliver. Once the design and system of production has been established, whether it’s for software and digital content, pharmaceuticals, an iphone or electricity from solar panels, it’s very cheap to deliver an additional unit.

So lots of stuff will be very cheap – on the other hand, there will be very few jobs in producing it, and you can’t make much doing so.

Getting by will be cheaper, on the other hand: you may be broke.

Paradox: The gig-economy creates jobs – and destroys them

Platforms like Uber, Upwork and Taskrabbit allow lots of people to get started on the job market and build a portfolio of gigs to support themselves. It’s great, if there are no conventional, steady jobs available – or if you don’t want a full time job and a boss. It’s an opening for many who might otherwise find it very hard to find any employment.

If you are coming from below, it’s a step onto a ladder, that could lead to a better income. But if you are coming from a steady job with regular salary and benefits, the ”gig-economy” may look more like a step down into uncertainty and hustling.

Furthermore, as employers discover the flexibility and savings from using on-demand workers, more people will find that their job has been outsourced to the net. In that respect, the gig-economy is replacing relatively steady jobs with well-defined rights and conditions for the worker with a very different category of employment. 
Serfs or micro-entrepreneurs… it depends where you are coming from.