Kontrasten kan dårligt blive større. At
tage fra mylderet i Mumbai’s største slumkvarter Dharavi til de funklende
skyskrabere og endeløse shoppingcentre i Dubai er som at bevæge sig til en helt
anden virkelighed – men der er under to en halv times flyvning.
Jeg prøvede turen for nylig. Som sidste
punkt på programmet af nogle ugers research i Indien, hyrede jeg en lokal guide
til at tage mig på en lang vandretur rundt i Dharavi slummen. Der bor over en
million mennesker på under to kvadratkilometer. Der er mangel på vand, på
toiletter, på plads – der er i det hele taget mangel. I nogle kvarterer bor
folk ubegribeligt tæt, man dykker ind i en labyrint af mørke gyder, hvor man
kun akkurat kan passere hinanden, med en åben rende af spildevand i midten
mellem blikskure i tre etager. Det er ikke for de klaustrofobiske.
Fra Dharavi slummen tog jeg direkte til
Mumbais lufthavn og fløj til Dubai. Og vupti, så skifter logikken unægteligt.
I Dubai er der rigeligt af alt: penge,
biler, luksus. Alt er nyt, rent, skinnende. Man må lige sunde sig lidt over
hvor forskellig verden kan være, når man står udenfor det enorme shoppingcenter
Mall of Dubai og kigger henover en kæmpe kunstig sø, op på det sølvskinnende Burj Khalifa, der med sine 828 meter er
verdens højeste bygning.
Årsagen til at jeg var taget til Indien, var at jeg arbejder på et projekt med titlen “Nøjsommme Løsninger”. Ideen er at finde eksempler på virksomheder, der forstår at udvikle produkter, der passer godt til deres kunders behov, men som koster langt mindre end vi er vant til.
Efterspørgslen efter billige produkter, der
kan opfylde dagligdagens behov, er enorm i den voksende middelklasse i
udviklingslandenes storbyer – og indtil videre har danske virksomheder haft
meget svært ved at tilbyde noget til priser, der er lave nok til at være bredt
tilgængelige.
Jeg var i Indien for at undersøge nærmere,
hvordan indiske virksomheder udvikler den type “nøjsomme” løsninger, som
eksempelvis Tata Nano, verdens billigste bil, eller de private hospitalskæder,
der kan tilbyde hjerteoperationer for 2.000 dollars.
Der er en særlig indisk opfindsomhed, som
ofte kaldes “jugaad”. Den er drevet af mangel, og den fører til løsninger, der
får løst et behov med et absolut minimum af ressourcer.
Det er en form for innovation, der udmærker
sig ved at gøre livet lettere og behageligere for masser af mennesker, der kun
netop er kommet ud af fattigdommen, og nu får mulighed for at opleve lidt af
forbrugersamfundets goder.
Når metoderne bag nøjsomme løsninger er
interessante at forstå for danske virksomheder, er det fordi lave priser er en
forudsætning, hvis vi skal kunne eksportere i stor skala til de markeder, hvor
der i disse år er allermest gang i væksten. Men nøjsomme løsninger kan også
vise sig at være et krav fra de stadigt flere, stadig mere økonomisk trængte
forbrugere herhjemme og i vores nabolande. Arbejdsløshed, faldende realløn og
truende gæld får forbrugerne til at vælge de billigste varer – og de kommer
sjældent fra Danmark. Derimod vil de i stigende grad blive tilbudt af nye
globale producenter fra Kina og Indien. Om få år vil vestens forbrugere
formentlig være langt bedre bekendte med varemærker som Haier, Huawei, Tata og
Godrej, hvis produkter er udviklet til at konkurrere under helt andre
prisforhold end her.
Forskellen mellem forbruget i Mumbai og
Dubai viser med fuldkommen tydelighed, hvordan opfindsomheden er helt
anderledes, når man skal udvikle nøjsomme løsninger.
Både i Mumbai og i Dubai er der en vældig
foretagsomhed. I Dharavis slum sidder folk ikke og hænger. Der er ingen
tiggere, alle lader til at have travlt med at arbejde – om end det arbejde så
er ekstremt beskidt, usundt og dårligt lønnet. Alt genbruges og repareres, husene
(eller skurene er det vel snarere) er som fuglereder, bygget af
forhåndenværende materialer, med improviserede løsninger fra døre til lamper og
satellitantenner.
Folk kæmper for at få adgang til goder, som
vi i Vesten, ser som fuldstændigt grundlæggende, og hvis nogen kan levere det
til en tilstrækkelig lav pris, er der et kæmpe uopfyldt behov at forsyne.
For virksomheder handler det om at sælge
med meget lille fortjeneste på den enkelte vare – til gengæld kan man sælge til
millioner og atter millioner af stræbsomme forbrugere.
I Dubai er det lige omvendt: Her har folk
rigeligt i forvejen. I de overdådige butikker og shopping malls handler det om overbevise
folk om at de skal udskifte det, de allerede har, med nye modeller, i et
flottere design og med endnu flere fancy funktioner.
Der er godt at sige om begge typer
innovation. Dubai-modellen fører videre i retning af det ypperste og mest
forfinede i alle detaljer: Mod højere kvalitet i udførelsen, bedre materialer, avanceret
teknologi, større bekvemmelighed – og funktioner, man ikke anede, at man kunne
have brug for.
Det er en form for udvikling, der ligger
godt til den danske industri: Design, højt vidensindhold, banebrydende
teknologi, og høje priser, der kan retfærdiggøre vores høje lønninger. I mange
tilfælde er det produkter, hvor selve det funktionelle er underordnet: Det er
en selvfølgelighed, at produktet virker godt. I stedet konkurrerer man om
kunderne igennem de drømme, som produktet repræsenterer. Man sælger status,
historier, og oplevelser til kunder, der forlængst har fået stort set alt i
adskillige eksemplarer.
I Mumbai handler det om at skabe løsninger,
der billigt og effektivt løser et konkret, grundlæggende behov, hvad enten det
er transport, bolig, tøjvask eller sundhed. Det må selvfølgelig også gerne se
smart ud og være nemt at bruge - men det skal først og fremmest være billigt.
Kort sagt: I Dubai er udviklingen drevet af
rigelighed, I Mumbai er det knaphed, der former løsningerne.
Spørgsmålet
er selvfølgelig, hvilken form for løsninger, der bliver mest behov fremover?
Hvad skal vi leve af at levere?
Svaret
er vel: Begge dele. Men pointen er, at vi i øjeblikket kun er gode til
Dubai-typen af løsninger. Vi er gode til det eksklusive, niche-prægede, det
holdbare og smukke. Men det er ikke nok, for det er ikke dér, væksten og
dynamikken ligger idag. Vi kan ikke i længden leve af at sælge til de øverste
få procent af markedet, og vi kan ikke opnå tilstrækkelig omsætning til at
finansiere den udvikling, der er brug for, hvis vi skal kunne konkurrere med
alle de nye og hastigt voksende global spillere på verdensmarkedet.
Danmarks industri
er nødt til at forny sin relevans, og derfor er udfordringen at lære at tænke
anderledes på hvad kvalitet og innovation vil sige. Det nytter ikke, hvis den
eneste form for kvalitet, vi kan skabe, er så dyr, at vi dårligt nok selv har
råd til den.
Danske virksomheder
får det svært, hvis vi ikke evner at tilbyde løsninger til den globale
middelklasse i udviklingslandene. I praksis svarer det til at ignorere over en
milliard forbrugere, hvis indkomst vokser med 5-10% årligt.
I vores nabolag
viser Eurostats seneste opgørelse, at 120 millioner mennesker i EU lever under
fattigdomsgrænsen. Om man opfatter dem som reelt fattige eller ej, så er det
afgørende, at en meget stor og desværre voksende del af Europas forbrugere er
hårdt klemt økonomisk. De køber nok ikke varer fra Dubai-segmentet.
Derfor: Hvis vi er
så dygtige i Danmark, kunne vi så ikke udvikle løsninger på dagligdagens behov,
der er smukke, som fungerer godt, er nemme at bruge, billige i drift,
miljøvenlige, genanvendelige – og til at betale?
Det er hårde krav,
beklager, men det er det, der skal til. Det kræver, at vi begynder at tænke
anderledes: At vi fokuserer mere på hvad kunden er nødt til at have, snarere
end hvad der kunne være rart at have. At vi lærer at forenkle. At vi bruger
masser af computerkraft og data til at spare på råmaterialer og energi. At vi
er gode til at udnytte viden udefra, så vi ikke selv skal opfinde alting. At vi
begynder at inddrage brugerne i at skabe noget af værdien…
Måske kan vi lære
noget af opfindsomheden i Dharavi? Ellers bliver der ihvertfald ikke råd til at
tage Dubai fremover, hvis det er det, vi vil.
